Jonas Vingegaard i Glyngøre: »Jeg har ikke stoppet. Jeg har bare brækket kravebenet.
Det er en særlig dag i den lille by Glyngøre på den jyske vestkyst. PostNord Danmark Rundt er kommet til byen, og starten på 2. etape går netop her – i Jonas Vingegaards hjemby. For de fleste cykelfans er det en anledning til at se stjernerne tæt på. For den dobbelte Tour de France-vinder er det noget mere personligt. Han er ikke med på cyklen. Han er der for at støtte holdkammeraterne fra Team Visma | Lease a Bike, give autografer, snakke med fans og – ikke mindst – give nogle ærligt talt åbne interviews om den situation, han står i efter det seneste styrt.
Det er kun et par uger siden, at Vingegaard styrtede på 15. etape af Tour de France og brækkede kravebenet. Han måtte udgå af verdens største cykelløb for første gang i karrieren, blev opereret og sendt hjem for at hele. Allerede nu står han i Glyngøre uden slynge, kan bruge armen mere og mere og møder pressen med et roligt, næsten optimistisk ansigtsudtryk. Det er de interviews, der her samles og uddybes – de ærlige, næsten afslappede udtalelser, der både beroliger fans og tegner et billede af en rytter, der stadig har masser af brændstof tilbage.
TV 2 Sport fangede Vingegaard i starten, hvor han stod blandt holdkammeraterne og de mange lokale, der var mødt op for at se deres bys største sportsnavn. Han lagde ikke skjul på, at det gør ondt at stå på sidelinjen i sit eget hjemmeløb.
Jeg klør lidt efter at køre… Det havde været fantastisk at køre i dag. Men man kan jo ikke ligefrem køre løbet med den ene hånd bundet på ryggen.
Ordene er typiske for Vingegaard. Direkte, uden dramatik, men med en klar erkendelse af realiteterne. Han forklarer, hvordan kravebenet stadig gør ondt – »det er ikke det« – men at han i hvert fald kan bruge armen og begynder at bruge den mere og mere. Han har endnu ikke været oppe på cyklen. Restitutionen skal gå i det tempo, kroppen tillader.
Jeg har ikke været på cyklen endnu, men ja, jeg tager mig tid, tager det roligt.
Det er en vigtig pointe. Efter det alvorlige styrt i Baskerlandet Rundt i 2024, hvor han brækkede kraveben, flere ribben, brystben og punkterede begge lunger, ved Vingegaard mere end de fleste, hvad det koster at presse for hurtigt. Dengang troede han i de første minutter efter styrtet, at han skulle dø. Han hostede blod op, kunne ikke trække vejret ordentligt og lå med en følelse af, at det kunne være slut. Den oplevelse har sat sig. Nu, to år senere, med et »kun« brækket kraveben efter Tour-styrtet, er tilgangen mere afbalanceret. Han tager det roligt, men han skjuler heller ikke længslen efter at komme tilbage på cyklen.
Blandt fansene er der allerede begyndt at gå historier om, hvorvidt det seneste styrt kunne markere begyndelsen på enden. To Tour-sejre, flere podiumpladser, en karriere præget af både dominans og hårde skader – og nu endnu et brækket kraveben. Nogle er bekymrede for, om de nogensinde får set Vingegaard i den gule trøje igen.
Til TV Midtvest svarer han klart og roligt:
Nå… jeg har ikke stoppet! Jeg har bare styrtet og brækket kravebenet. Det ville overraske mig meget, hvis det var sidste gang, jeg kørte Touren.
Sætningen er kort, men den bærer hele vægten. Vingegaard er 29 år i 2026. Han har allerede skrevet sig ind i dansk cykelhistorie på en måde, kun få har gjort før ham. Men han afviser blankt tanken om, at dette skulle være afslutningen. Det er et styrt, et brud, en periode med restitution – ikke et farvel. Han planlægger stadig fremtiden, og det ville overraske ham meget, hvis Tour de France ikke stadig er en del af den.
Det er en besked, der falder i god jord hos de mange, der stod i Glyngøre. Byen har fulgt ham fra de tidlige år, hvor han cyklede rundt i Thy-området, arbejdede i fiskerihavnen i Hanstholm og langsomt udviklede sig til den klatrer, der kunne tage det op med verdens bedste. At se ham stå her, ærlig og til stede, uden at virke knækket, giver en form for ro.
Rivaliseringen med Tadej Pogačar – fra kølig til mere venlig
Et andet tema, der naturligt kom op, er forholdet til den største rival gennem de seneste år: Tadej Pogačar. De to har leveret nogle af de mest intense dueller i moderne Tour-historie. 2022 og 2023 tilhørte Vingegaard, mens Pogačar har været dominerende i andre perioder. Rivaliseringen har været skarp, men den har også udviklet sig.
I starten var det måske lidt mere – ikke fjendtligt, men ikke så venligt på en måde. Det er blevet meget mere venligt de sidste par år. Jeg synes, det er rigtig fedt. Nogle gange har vi en god snak.
Han uddyber, at Pogačar faktisk skrev til ham efter det seneste styrt.
Han skrev en besked til mig. Jeg var faktisk glad for det. Jeg er bare glad for, at han tænker på mig, og synes, det er fedt, hvordan rivaliseringen spiller sig ud.
Det er bemærkelsesværdigt. To ryttere, der har kæmpet om sekunder på de største bjerge i Europa, kan nu sende hinanden beskeder og have en mere afslappet tone. Det siger noget om modenhed hos begge, men også om, hvordan cykelsporten på det højeste niveau kan rumme både benhård konkurrence og gensidig respekt. Vingegaard virker oprigtigt glad for, at rivaliseringen ikke længere føles så anspændt. Det gør det lettere at nyde kampen, når den kommer igen.
Et af de spørgsmål, der altid dukker op, når en dansk stjerne er skadet, er: Hvad med verdensmesterskaberne? Regnbuetrøjen har en særlig status, og for en rytter af Vingegaards kaliber er det et naturligt mål, når kalenderen tillader det.
Han er ærlig her ogs
Jeg ved faktisk ikke endnu. Det afhænger af, hvordan kravebenet reagerer, hvordan det heler, og hvordan det kommer sig. Det er ikke udelukket for mig, men jeg vil heller ikke sige nu, at det kommer til at ske.«
Svaret er præcist det, man kunne forvente. Ingen store løfter, ingen panik. Bare en ærlig vurdering af, at kroppen skal bestemme tempoet. Hvis kravebenet heler godt, og formen kan bygges op i tide, er det en mulighed. Hvis ikke, er der andre mål. Det er den samme pragmatiske tilgang, han har vist gennem hele karrieren – både når han har vundet, og når han har måttet starte forfra efter skader.
At stå i Glyngøre midt i Danmark Rundt giver hele situationen en ekstra dimension. Her er han ikke kun den internationale stjerne. Han er lokaldrengen, der engang cyklede rundt på de samme veje, som rytterne nu kører på. Fansene kender historierne om fiskerihavnen, om de tidlige år i Thy Cykle Ring, om den stille, dedikerede fyr, der bare blev ved med at træne.
At han nu møder dem uden slynge, kan give håndtryk og snakke, er i sig selv et tegn på fremskridt. At han samtidig giver interviews, hvor han åbent fortæller om længslen efter at køre, om den fortsatte smerte, om den mere venlige rivalisering med Pogačar og om den uafklarede VM-situation, gør det endnu mere værdifuldt. Det er ikke spin. Det er en rytter, der står midt i en skadesperiode og vælger at være ærlig.
For cykelsporten i Danmark er det også en påmindelse om, hvor stor en figur Vingegaard er blevet. To Tour-sejre har gjort ham til en af de absolut største danske sportsnavne i moderne tid. At han nu, midt i restitutionen efter endnu et styrt, kan stå i sin hjemby og sige, at det ville overraske ham meget, hvis det var sidste gang, han kørte Touren, er en besked, der rækker langt ud over Glyngøre.
Restitutionen fortsætter. Cyklen venter stadig. Men i de interviews, der blev givet ved starten på 2. etape, tegnede Jonas Vingegaard et billede af en rytter, der hverken er færdig eller bitter. Han klør efter at køre. Han tager det roligt. Han har ikke stoppet. Og han er stadig meget, meget interesseret i at være med, når de store løb igen kalder.
I Glyngøre denne julidag i 2026 var det budskabet, der hang i luften, da rytterne kørte ud af byen, og Vingegaard blev stående blandt sine egne – stadig skadet, stadig tålmodig, og stadig med blikket rettet fremad.
